Ingredienser til 35-40 stk:
½ l | sødmælk |
25 g | gær |
50 g | margarine |
4 | æg |
1 | stor spsk sukker |
250 g | mel |
6 | hele kardemomme eller |
1 | tsk stødt kardemomme |
4 | æbler (ikke sure) |
50 g | margarine til stegning |
Fremgangsmåde:
- Lun mælken og udrør gæren i den.
- Pisk sukker og mel i mælken. Pisk dejen grundigt med en elpisker til den er glat.
- Pisk æggeblommerne i en ad gangen. Gem hviderne.
- Tilsæt (helst friskstødt) kardemomme og rør tilsidst den smeltede,
afkølede margarine i.
- Stil dejen til hævning tildækket på et lunt sted i en times tid.
Pas på, den hæver til ca. det dobbelte.
- I mellemtiden skrælles æblerne og skæres i stykker på ca. 1×1×1 cm.
De dampes næsten møre i lidt vand og stilles til afdrypning og -køling.
- Pisk æggehviderne stive og fold dem i dejen.
- Hæld (lidt af) dejen i en (lille) kande, det gør det nemmere at fordele dejen på panden.
- Varm panden godt op og kom rigeligt fedtstof i hvert hul første gang. De næste
gange puttes bare lidt fedtstof i.
- Når fedstoffet er blevet gyldent fyldes hullerne næsten op med dej. Put et stykke æble i hvert hul
og tryk det evt lidt ned.
- Når der er dannet skorpe på ydersiden (det tager kun 20 sekunder, når panden er rigtig varm), vendes
æbleskiven med en kødpin eller en gaffel. Hvis man vender den for tidligt klasker den sammen, og
gør man det for sent, kan den ikke danne bue på undersiden.
- Bag dem færdige mens man jævnligt vender dem. Det tager ca. 5 minutter.
- Æbleskiverne serveres varme med flormelis og evt. syltetøj.
Man kan sagtens fryse æbleskiverne. De tøs op i en ovn på 180 °C i ca. 20 minutter.
Man kan også lave dem i forvejen og så lige varme dem igen i ovnen før de skal spises.
Det er svært at sige noget om hvor meget varme, de skal bages ved, idet det afhænger
utroligt meget af panden og komfuret. Man må prøve sig frem. Ved for lidt varme kan de ikke danne
skorpe før hele skiven er blevet fast, og så kan den ikke danne bue på undersiden.
Ved for meget varme bliver den sort uden på før den er bagt inden i.
Det er nemmest at vende æbleskiverne med en kødpind med en flad spids. Det duer
bare ikke på en pande med teflon-belægning, hvorfor jeg vil anbefale noget andet
(støbejern, emalje, titan (SilverstoneTM) etc.).
Hvis man er ferm med hang til masseproduktion, kan man jonglere med op til 3 pander. Da man
skal være over dem hele tiden er det meget vanskelligt at håndtere flere.
MEN uanset hvad man gør, bliver de ikke som de købte i formen. Men de smager bedre...